Mød en forretningskonsulent
Handlinger tilknyttet webside
"Det er rigtigt spændende at være med ind over mange områder i organisationen og både fungere som bindeled mellem kunder og it-udviklere og som supervisor til kundechefer og projektledere"
Dina Pihl
Forretningskonsulent
Ansat i Organisator i 2007
Bindeled mellem kunde og it-udviklere
Havde det ikke været for en tidligere kollega, som opfordrede mig til at søge stillingen som forretningskonsulent hos Organisator, havde jeg formentlig ikke søgt jobbet, der ved første øjekast så ud til at ligge meget langt fra mit faglige område som sagsbehandler i en a-kasse. På det tidspunkt havde jeg været i den samme a-kasse i otte år, hvor jeg både havde været i lære som kontorelev og siden var blevet uddannet inden for sagsbehandling.
Kombination af mange kompetencer
Jeg trængte derfor til nye udfordringer men var lidt bekymret for, om mine gennemsnitlige tekniske kompetencer ville række til et job i it-branchen. Det viste de sig heldigvis at gøre. Jeg har nemlig erfaret, at det tekniske blot er et delelement i jobbet som forretningskonsulent, og at man har brug for et bredt spektrum af kompetencer. Styrken ligger netop i den brede palette, hvor det gælder om at være stærk på områder som kundekontakt, samarbejdsevne, projektledelse og kendskab til lovgivningen på a-kasseområdet. Og så skal man selvfølgelig også have noget teknisk it-forståelse. Men det man ikke har, det får man.

- Som forretningskonsulent er Dina bindeled mellem kunder og it-udviklere.
På den måde er jeg blevet styrket inden for flere forskellige områder og er da også ved at være rimeligt godt med rent teknisk af bare at være blevet kastet ud i det. Det er ganske enkelt learning by doing.
Koordinerende rolle
Og der er rigtig mange ting, man skal lære. Man skal lære it-systemerne at kende, man skal kende kunderne, og man skal selv holde øje med nye lovforslag på a-kasseområdet. Derudover skal man finde ud af, hvordan arbejdsgangene er, samt hvordan samarbejdet og rollefordelingen i projekter fungerer hos Organisator.
Det kan godt være lidt af en udfordring nogen gange, men samtidig er det rigtigt spændende, at man som forretningskonsulent faktisk er med ind over rigtig mange områder i organisationen og både fungerer som bindeled mellem kunder og it-udviklere og som supervisor i forhold til kundechef og projektleder i projekter. Eller sagt på en anden måde; man fungerer simpelthen som ”tolk” mellem kunde og Organisator.
Det kan dels være på projekter, hvor forretningskonsulentens opgave bl.a. er at indsamle data og oplysninger fra kunden, som skal videreformidles til it-udviklerne, hvorefter man står for at koordinere i forhold til drift og print. Og dels på indkomne fejlmeldinger og ændringsforslag fra kunderne, hvor forretningskonsulentens primære funktion også er at være tovholder.
Fleksibelt job
Heldigvis er der i jobbet fleksibilitet i forhold til arbejdstider, og om man ønsker at arbejde hjemmefra nogen dage. Men også i relation til arbejdsopgaver, hvor man selv er med til at vælge sine opgaver afhængig af ens styrker og interesser. Er man eksempelvis meget teknisk stærk, er det oplagt at tage de lidt tungere ting, hvor der er mulighed for fordybelse. Hvorimod deltagelse i projekter kan være sagen for forretningskonsulenter, der kan lide en stor kontaktflade og det tætte samarbejde med andre.
Selv foretrækker jeg en god kombination af alle dele og er specielt glad for samarbejdet med udviklerne, som jeg lærer meget af. Faktisk har jobbet som forretningskonsulent virkelig vækket min interesse for it og programmering, så jeg nu synes, det kunne være spændende at lære noget mere på teknikersiden.
