Mød en BI-udvikler
Handlinger tilknyttet webside
"For mig er det klart vigtigere at have nogle spændende arbejdsopgaver end at udvikle et eller andet fancy produkt, som man ikke aner, hvor havner eller hvad skal bruges til konkret"
Per Hansen Kops
It-udvikler på Business Intelligence (NDA)
Ansat i Organisator i 2006
En fantastisk læreplads
Jeg har været it-udvikler i Organisator siden 2006, hvor jeg blev ansat som nyuddannet it-ingeniør. Egentlig havde jeg flere andre jobtilbud på hånden, men jeg valgte Organisator af to konkrete årsager; de virkede professionelle, og så tog de rigtigt godt imod mig til jobsamtalen. Det var helt klart det, der gjorde udslaget. Og jeg har bestemt ikke fortrudt.
Organisator bedre læreplads end Universitetet
Jeg har lært meget af at være her, og faktisk langt mere end hvad jeg lærte på studiet. Det er en kæmpe fordel at arbejde sammen med såvel unge, som garvede udviklere, der ved en masse. Lige nu sidder jeg i en afdeling med en god blanding af unge og gamle udviklere, og det skaber en rigtig god dynamik. Så er der nogen, man kan lære noget af og nogen, man kan grine sammen med i ”drengeklubben”.
Men det vigtigste er nok, at der hele tiden er nye udviklingsmuligheder her i huset, både i form af kurser og i form af nye områder, man kan arbejde inden for. Selv startede jeg som Java-udvikler, som udelukkende var kodning, og nu arbejder jeg på Business Intelligence, hvor vi primært udvikler i Microsofts portefølje af udviklingsværktøjer – SQL Server, Microsoft Visual Studio – samt Altovas suite af værktøjer til XML/XSD og XSLT.
Kundekontakt giver arbejdet mening
Min nuværende funktion er imidlertid mere alsidigt end tidligere, fordi jeg nu også deltager i alle projektets faser lige fra pre-sales aktiviteter til overdragelse og uddannelse af kundens brugere.
Det betyder bl.a., at jeg er med til kundemøder et par gange om måneden, og det synes jeg er rigtigt spændende. Faktisk er det ret fantastisk at se kunderne nærmest med tårer i øjnene over, hvor nemt deres arbejde bliver med vores løsninger og dermed opleve, at det, man har lavet, giver værdi for andre. Det er det, der betyder noget, og giver mig værdi i mit arbejde.
Så for mig er det klart vigtigere at have nogle spændende arbejdsopgaver end at udvikle et eller andet fancy produkt, som man ikke aner, hvor havner eller hvad skal bruges til konkret.
Plads til forskelligheder
Derudover er jeg glad for at have en handlekraftig chef, hvor der ikke er langt fra snak til handling. Men det er nok generelt ret kendetegnende for huset, at der ikke er langt til toppen organisatorisk – og at døren altid står åben også hos vores administrerende direktør.
I det hele taget er det en arbejdsplads med stor fleksibilitet. Fx er jeg A-menneske og møder derfor allerede ved 7-tiden, hvorimod mine nærmeste kolleger først dukker op hen af 9-10 tiden. Så det er et hus, hvor der er plads til forskelligheder, både socialt og i forhold til hvordan man kan lide at arbejde.
Teknisk projektleder i fremtiden
På sigt kunne jeg godt tænke mig at blive teknisk projektleder, fordi det i høj grad kombinerer det tekniske med den menneskelige kontakt, som jeg trives allerbedst med. Og det skulle der da også være gode muligheder for i Organisator, hvor man netop opfordrer medarbejdere til at dygtiggøre sig, tage kurser eller bare prøve noget nyt. Så selvom det her job sagtens kunne være et godt springbræt i min karriere, har jeg bestemt ikke travlt med at komme videre.
