A-kassen var der for mig, da jeg fik brug for den
Handlinger tilknyttet webside
Pengene skal være der til tiden, så man kan betale sine regninger. Men også jobformidling og rådgivning bør være en del af standard servicepakken, når man pludselig står uden job.
Det mener de ledige a-kassemedlemmer, vi talte med ved et Jobcenter i Aarhus, som alle kontaktede deres a-kasse som det første, da de stod med fyresedlen i hånden.
Abdulmalik Mohamud Farah. 35 år. Medlem af FTF-A.
Jeg synes, det er vigtigt at være forsikret mod arbejdsløshed. For en måned siden mistede jeg mit arbejde som bygningskonstruktør. Det var på grund af ordrenedgang i firmaet, så jeg var uden skyld i det.
Det er første gang nogensinde, jeg har stået uden arbejde. Kontakten med a-kassen er gået fint. Servicen er udmærket. Jeg udfyldte et skema på nettet, og de første dagpenge er kommet ind på min konto. A-kassen lavede godt nok en lille fejl, der betød, at jeg kun fik en uges dagpenge i første omgang. Men jeg har fået at vide, at jeg får resten af pengene i næste uge, så det kan jeg godt leve med.
Ina Christensen. 55 år. Medlem af Lærernes A-kasse.
Jeg er VUC-lærer og ledig fra i dag. Derfor har jeg netop ringet til min a-kasse i går for at få at vide, hvad jeg skulle gøre. For det er mange år siden, jeg sidst var ledig. Jeg har fået at vide, at første udbetaling af dagpenge sker den næstsidste søndag hver måned, så længe jeg er ledig.
Jeg regner med, at pengene kommer til tiden, og mere end en uges forsinkelse vil ikke være acceptabelt. Pengene bør være der, så man har til sine udgifter. Ellers skal man jo ringe rundt til dem, man skal betale og høre, hvad deres smertegrænse er.
Jeg forventer at kunne tale med a-kassen om mine jobønsker og få hjælp til at få lavet en jobhandlingsplan. Det er vigtigt for mig, at a-kassen er imødekommende og fleksibel i forhold til, at jeg har ønsker om at beskæftige mig med andre ting end at være lærer, for eksempel efteruddannelse på trods af min alder.
Christina Nielsen, 28 år. Medlem af DSA
Jeg er uddannet som bioanalytiker og ledig fra i dag. Mit hidtidige vikariat udløb, og så har jeg fået et andet vikariat, der starter om 14 dage. Det er absolut ikke mit ønske, men det kunne ikke være anderledes.
I mit fag er man godt nok næsten garanteret arbejde, men som nyuddannet er man alligevel ikke helt sikker. Og det er jo netop det, jeg oplever nu - at det ikke altid lige kan gå op med vikariaternes perioder. Derfor har jeg valgt at stå i en a-kasse.
Jeg har ringet til min a-kasse for at få rådgivning om, hvordan jeg skulle forholde mig. Men jeg oplevede, at sagsbehandleren i a-kassen var fokuseret på at fortælle mig, at jeg ikke skulle holde ferie på deres regning. Han gik meget op i at fortælle mig om reglerne, og at jeg skulle være arbejdssøgende og oprette et CV.
Jeg ved ikke, hvor hurtigt det går med udbetalingen af dagpenge, men det er jeg heller ikke så optaget af. Bare de kommer inden for en måned.
