Klar til punkler ved massefyringer
Handlinger tilknyttet webside
Uanset hvor mange medlemmer der bliver opsagt på én gang, får de fin service og dagpenge til tiden. Det sikrer Fødevareforbundet NNFs a-kasse ved at have fleksible sagsbehandlere, assistance i kulissen fra hovedkontoret og velintegrerede it-løsninger, der understøtter arbejdsprocesserne.
Udfordringerne vokser hos Fødevareforbundet NNFs a-kasse i denne tid. Der skal laves endnu mere for færre midler, og der må ikke slækkes på kvaliteten. Men hos NNF har man valgt at gribe situationen an med stor ildhu. Det fortæller Esben Birkesholm, der er vicekasserer i a-kassen.
- De ledige skal have leveret varen. Det skal ikke være deres problem, at det skaber en arbejdspukkel for vores afdelingskontor i Holstebro, når slagteriet i Holstebro lukker, og 300 - 400 medlemmer mister deres arbejde. Derfor har vi etableret en tværgående beredskabsgruppe af folk med forskellig ekspertviden, der rykker ud og samarbejder tæt med lokalafdeling, tillidsfolk og personaleafdeling i disse situationer.

Med fra første sekund
Holstebro-lukningen er desværre ikke en enlig svale. Slagterier og mejerier lukker på stribe i disse år, ligesom der bliver skåret ned i medarbejderstaben både på fabrikker og i butikker. Alene i Danish Crown-koncernen har der været 2700 fyringer på 18 måneder. Det betyder mere arbejde per medlem i a-kassen. Og de skæve dagpengeperioder betyder, at det tit kan være noget af et kunststykke at få rigtig mange sager til at klappe på kort tid.
- Vi har lært, at det er vigtigt at være med lige fra første sekund, når opsigelser varsles. Hvis vi bare afventer efterspørgslen, vil tingene gå helt i sort, så udbetalingerne bliver forsinket. Ved at være tidligt ude kan vi også tale med jobcentrene om aktiveringsforløb, der sker, mens medlemmerne stadig er på arbejdspladsen, forklarer Esben Birkesholm.
Automatisering og hurtigløb
Paradoksalt nok betyder de mange fyringer i fødevarebranchen også færre medlemmer i kartoteket hos NNFs a-kasse og dermed færre kontingentindtægter. Forklaringen er, at mange af de ledige er nødt til at skifte branche for at kunne finde job. Derfor har a-kassen måttet reducere sin medarbejderstab de senere år, så der nu er godt 40 sagsbehandlere.
- Løsningen er dels at løbe stærkere. Men også at få endnu flere medlemmer til selv at indrapportere ydelseskort via nettet. I dag er det knap hver sjette, der gør det, siger Esben Birkesholm.
Samtidig ser NNF frem til at kunne automatisere yderligere i sagsbehandlingen, når eIndkomst bliver integreret med a-kassens it-løsning.
| Gør det let for medlemmerne |
|---|
|
Sådan gør Fødevareforbundet NNFs a-kasse:
|
