Outsourcing med omtanke

Handlinger tilknyttet webside

Det kræver en grundig analyse af fordele og ulemper, når organisationerne skal vælge, hvilke it-områder der eventuelt skal lægges ud af huset.

Vi har spurgt nogle organisationer om deres strategi inden for outsourcing, og om hvilke generelle fordele og ulemper de ser.

kenn.stoumann
Kenn Stoumann
Kenn Stoumann, it & innovationschef, ASE
Hos ASE har vi beholdt næsten alle it-ydelser i huset. Det eneste, vi har lagt ud, er backup-funktionen og nogle få andre kompetenceområder, som vi sjældent anvender. Selvom vi nok også selv kunne magte backup-opgaven, så tror vi på, at virksomheder, hvis primære produkt er backup, er bedre til det end os. Den generelle drift af vores it-systemer har vi ikke outsourcet. En af grundene til det er, at vi har udviklet vores eget a-kassesystem, så det er helt naturligt, at vi også selv står for driften af det. Vi har trods alt de bedste forudsætninger for det og kompetencerne til det her i huset.

Generelt synes jeg, at man hele tiden skal vurdere, om ens egen organisation vil have gavn af outsourcing – man kan ikke skære alle over én kam. Hos ASE har det endnu ikke kunnet betale sig på mange områder, men outsourcing indgår altid som et element i vores kvartalsvise strategigennemgang af forretningen. I takt med at lean-kulturen udbredes, tror jeg på et endnu større marked for outsourcing af både hardware og software, og jeg tror, at flere og flere støtteprocesser bliver outsourcet, så det kun er kernekompetencerne, der bliver tilbage hos organisationerne.

lars.aagaard
Lars Aagaard
Lars Aagaard, it-chef, IDA
Vi bruger overvejende Microsoft til de it-løsninger, som vi selv drifter. Omvendt lægger vi som udgangspunkt de produkter, der ikke er en naturlig del af den platform, ud af huset. Vi outsourcer på områder som backup og telefoni, ligesom vi også har outsourcet hovedparten af vores udvikling. Det er gjort ud fra en beregning af, at det kan spare os penge på lang sigt. Det betyder, at der kun er to driftsfolk i huset til 85 servere.

Generelt vælger vi at outsource, fordi vi vil være gode til det, vi laver. Hvis vi ikke har den faglige kompetence til at løse en specifik opgave, vil det ofte være en bedre forretning at få opgaven løst af andre. Hos IDA arbejder vi på at dokumentere vores procedurer på it-området, så vi har et godt beslutningsgrundlag, når vi skal overveje fordele og ulemper ved outsourcing.

Overordnet set skal man selvfølgelig kun outsource, hvis det giver en bedre bundlinje. Jeg vil dog samtidig påpege, at det ofte kan være en barriere for outsourcing, hvis opgaven kræver et stort kundekendskab hos leverandøren. Det vil efter min mening kræve alt for meget dokumentation, og så er det ikke sikkert, at det bliver en god forretning.

 

 

Senest redigeret af Ditte Amtoft Rohweder den 14. januar 2009

Login

Login

Indtast brugernavn og password, for adgang til Organisators ekstranet