Kombinér dig til den rette løsning

Handlinger tilknyttet webside

Der bliver i højere grad end tidligere set på standardiserede løsninger, når organisationer skal have ny software. Det skræddersyede spiller stadig en rolle men nu mest som udvalgte komponenter, der kobles på standardsystemer.

Hyldevarer eller specialdesignet? Det er spørgsmålet, mange organisationer stiller, når de skal vælge softwareløsninger. Men det behøver ikke længere være et spørgsmål om enten eller, men snarere om både og.

lars.bækgaard
Lars Bækgaard, Lektor i Informatik på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet

- Tidligere var alt enten skræddersyet fra bunden, eller også valgte man en komplet standardiseret løsning, som man måtte tilpasse sig. Nu ser jeg en større og større blanding mellem skræddersyet og standardiseret software, siger Lars Bækgaard, der er lektor i Informatik på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Han har de sidste 15 år forsket i udvikling af informationssystemer og driver sideløbende et konsulentfirma, hvor han rådgiver i opbygning af it-systemer.

Ultimativt vil en skræddersyet løsning være at foretrække, dels fordi den er mest fleksibel, og dels fordi den kan tilpasses lige nøjagtig organisationens og medlemmernes faktiske behov. Men en sådan løsning stiller også store krav til organisationen. Og ikke mindst til it-budgettet.

- Når man skal lave det hele fra bunden, er prisen meget svær at definere på forhånd, med mindre man er virkelig god og præcist kan definere, hvad man vil have. Skræddersyet software har den fordel, at du får, hvad du beder om. Men kun hvis du er god nok til at specificere og styre processen, siger Flemming Hansen, konsulent hos Teknologisk Institut, som har 20 års erfaring i rådgivning i softwareudvikling.

flemming.hansen
Flemming Hansen, Konsulent hos Teknologisk Institut
Kombinér komponenter
Mange organisationer vælger en løsning, hvor de kombinerer forskellige standardkomponenter. Det kan være med til at sikre konkurrenceevnen, fordi de ikke bruger flere ressourcer end højst nødvendigt på software.

- Organisationerne kan vælge standardsystemer af varierende størrelse og fra forskellige leverandører. Det kan være, man bruger en samling af store komponenter som SAP og kombinerer det med specielle, skræddersyede service som online rådgivning, der gør organisationen unik, forklarer Lars Bækgaard.

Fordelen er, at man ikke bliver bundet op på en enkelt leverandør og dermed lettere kan skifte de enkelte komponenter af den samlede løsning ud, når udviklingen eller efterspørgslen efter nye tjenester kræver det. 

- Service Orienteret Arkitektur (SOA) er blevet populært. Det er en it-arkitektur, der gør, at man kan bruge standardiserede it-løsninger fra forskellige leverandører men samtidig være rimelig sikker på, at de forskellige funktioner i de enkelte systemer kan bruges på tværs af hinanden, siger Flemming Hansen.

Brugen af SOA kan eksempelvis betyde, at opdatering af medlemsoplysninger kan foregå på tværs af de forskellige systemer, så oplysningerne kun skal tastes ind én gang.

Pas på med konservatisme
Lars Bækgaard mener, at organisationer bør være mere forandringsparate. Det handler om at finde en balance mellem en stabilitet og fleksibilitet i it-strategien.

- Organisationer har tendens til at være lidt forsigtige, når det gælder nye it-løsninger. Man vil gerne lave en langsigtet plan, men det er ikke nødvendigvis en god idé. Man skal være bedre til at omstille sig til kunders og medlemmernes ønsker. Og det kræver, at organisationerne vil sætte noget tid af til at være innovative, siger Lars Bækgaard.

Senest redigeret af Ditte Amtoft Rohweder den 14. januar 2009

Login

Login

Indtast brugernavn og password, for adgang til Organisators ekstranet